Associate – Brug dit analytiske flair i arbejdet med international finansiering og risikodistribution

Vil du være med til at sikre dansk eksport og grøn omstilling i samarbejde med internationale partnere? Har du flair for tal, øje for detaljer og ambitioner om at specialisere dig indenfor finansiering og risikodistribution? Så er du måske vores nye kollega i EIFOs Reinsurance-team i Large Corporates.


Kickstart din karriere i international finansiering

I Reinsurance arbejder vi med genforsikring af EIFOs kredit- og garantiportefølje. Det handler i høj grad om at skabe værdi ved at distribuere risikoen i porteføljen videre til internationale partnere – ofte store forsikringsselskaber eller andre eksportkreditinstitutter. Vi håndterer genforsikring for over 60 mia. kr., og vores opgave er at sikre den bedst mulige dækning og styrke EIFOs position i markedet gennem løbende analyse, forhandling, rapportering og tæt dialog med vores partnere.

Vi er syv kolleger med faglighed som fælles udgangspunkt og et stærkt samarbejde som rygraden i vores hverdag. Vi kommer med forskellige baggrunde – økonomi, matematik, jura – og lægger vægt på at hjælpe hinanden og holde en god tone - også når tempoet er højt. Vi prioriterer en grundig onboarding og sikrer løbende sparring fra dine nye erfarne kolleger, så du hurtigt kommer godt i gang.


Opnå bred viden om international finansiering

Som Associate får du et solidt afsæt i international finansiering og indsigt i, hvordan risici vurderes og fordeles i komplekse, globale projekter. Du bliver en aktiv del af både den daglige drift og strategiske udviklingsopgaver – og får fra start et ansvar, der er med til at gøre en forskel. Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • Beregne og opgøre risikopræmier til vores genforsikrere
  • Sikre korrekt data og systemunderstøttelse af vores aftaler
  • Udarbejde risikoprofiler og finansielle analyser
  • Forberede præsentationer og rapporter til interne og eksterne parter
  • Bidrage til EIFOs årlige Reinsurers’ Day i København
  • Indgå i samarbejde på tværs af huset om proces- og systemforbedringer
  • På sigt få mulighed for at deltage i konkrete finansieringssager og deal teams


Er du vores nye kollega?

Du er formentlig nyuddannet – måske cand.polit, cand.merc, cand.merc.mat, cand.merc.jur eller noget helt femte – og du har lyst til at bruge dine analytiske evner i en international kontekst. Alternativt har du et par års erhvervserfaring efter endt studie og er klar til at udforske nye udfordringer. 

Vi forestiller os, at du:

  • Har et kommercielt mindset 
  • Har stærke analytiske evner og en naturlig interesse for tal og data
  • Er nysgerrig og grundig – og god til at følge op, til opgaven er løst
  • Er tryg ved Excel – og måske nysgerrig på BI-værktøjer som Power BI eller SQL
  • Kommunikerer klart og professionelt – både på dansk og engelsk
  • Har lyst til at lære nyt og bidrage til, at vi som team bliver endnu bedre

Vi leder ikke efter én bestemt type, men efter dig, der er ambitiøs, omhyggelig og klar til at tage del i en læringsrejse, hvor vi sammen opnår konkrete resultater.


Stærkt purpose og gode vilkår

Vi kan tilbyde et spændende og udfordrende job med et stærkt purpose i en forholdsvis nyetableret virksomhed. Du får attraktive ansættelsesvilkår, gode muligheder for faglig og personlig udvikling samt indflydelse på opgaver og processer i en organisation i konstant udvikling. 

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø med engagerede og dedikerede kolleger, hvor samarbejde, åbenhed og respekt går hånd i hånd med en uformel omgangstone.

Vi har også løbeklub, fredagsbarer, vinklub, egen kantine, bordtennisbord i cykelkælderen etc.


Lyder det som en stilling for dig?

Så send din ansøgning og CV samt karakterudskrift snarest muligt og senest d. 20. maj 2025. 

Samtaler forventes afholdt løbende. Rekrutteringsforløbet består af to samtalerunder, hvor anden runde inkluderer tests (logik og personlighed). Referencer indhentes efter aftale i slutningen af processen. Tiltrædelse forventes omkring 1. august 2025 – men vi er fleksible for den rette kandidat.

EIFO opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi ser frem til at høre fra dig!


Om Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er Danmarks erhvervs- og investeringsbank. Vores ejer er den danske stat og Erhvervsministeriet, og vores formål er at give danske virksomheder adgang til risikovillig kapital, så de kan indfri deres ambitioner og skabe innovation og vækst til gavn for vores samfund. Vi finansierer virksomheder i alle brancher over hele Danmark – fra deres spæde start gennem vækstfasen til rejsen ud på de globale markeder og mod en eventuel børsnotering.

Vi har et samlet forretningsomfang på omkring 170 mia. kr. og ca. 470 medarbejdere.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Kontaktperson:
Tine B. Lønborg Chief Risk & Compliance Officer [email protected] +4521161622
Frist:
Jobområde: Large Corporates
Stillingstype: Fuldtid
Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Haifagade 3, 2150 Nordhavn
Telefon: 70 28 60 50